Nogen gange skal det bare være syndigt! Glem alt om usund hvede, (tomme)kalorier, kulhydrater etc. Det bekymrer mig i øvrigt ganske lidt til dagligt, men jeg tænker i denne forbindelse tilbage på min barndom. Min lillesøster, som er 1 1/2 år yngre en mig, var på besøg en eftermiddag og pludselig fik den indskydelse, at vi skulle lave arme riddere – en “ret” vi spiste da vi var små og rigtig skulle hygge os. Med fare for at lyde som det utal af kokke der for tiden skal ytre sig om deres evindelige barndomsminder på en tallerken, skal jeg her gøre kort proces. Her er den simple opskrift – det smager nu stadig godt og kan sagtens opgraderes til en egentlig dessert, eksempelvis serveret med en god vanilleis.
Arme Riddere
2 pers. – tilberedningstid ca. 15. min.
4 skiver hvedebrød, evt. toastbrød
1/2 l mælk
2 spsk smør
Kanelsukker
Udblød brødet i mælken i ca. 10 min. Pres forsigtigt lidt af mælken fra og steg de arme riddere på begge sidder på en varm pande i smør – drys med kanelsukker under vejs og lad sukkeret karamelisere. Server dem lune. Velbekomme!